Ung ‘løve’ redder FCK på målstregen
F.C. København kæmper med næb og kløer for at nå ligaspillet i Conference League, og onsdag aften indledte Løverne tredje kvalifikationsrunde mod tjekkiske Banik Ostrava hjemme i Parken.
F.C. København tog første stik mod Banik Ostrava.
Onsdag aften kom det tjekkiske mandskab besøg i Parken til det første opgør af tredje kvalifikationsrunde i Conference League.
Her så det længe ud til at lykkes for den tjekkiske betondefensiv at krige en uafgjort hjem, men det fik unge Victor Froholdt lavet om på sent i opgøret.
Tidligt i opgøret måtte københavnernes nyerhvervede højreback, Rodrgio Huescas, pilles ud, da mexicaneren pådrog sig en skade.
Således var vejen banet for den georgiske back, Giorgi Gocholeishvili, som fik sin FCK-debut.
Her førte georgieren sig flot frem, da han kort efter fandt Mohamed Elyounoussi med et perfekt indlæg, som nordmanden dog headede over mål.
Efter omtrent en halv times spil satte Thomas Delaney sig ned i græsset, og i pausen blev han pillet ud til fordel for Lukas Lerager.
Det kunne meget vel være endt helt galt for FCK, da Denis Vavro efter 66 minutters spil begik en stor fejl, som forærede en stor mulighed til Banik.
I første omgang fik Nathan Trott afværget, men returen havnede lige for fødderne af Baniks Tomas Rigo, som ikke kunne skrabe kuglen i mål.
I dommerens tillægstid lykkedes det langt om længe for F.C. København at få bolden over stregen.
Efter et flot FCK-opspil havnede bolden for fødderne af den blot 18-årige Victor Froholdt, som blev spillet helt fri foran målet af Lukas Lerager.
Således vinder FCK kampen 1-0 og tager et godt udgangspunkt med til returopgøret i Tjekkiet.
Den kamp spilles næste torsdag klokken 19:00.