Medie: PL-klub byder på Mourinhos EM-stjerne
En af Tyrkiets helt store profiler ved EM-slutrunden er en ombejlet herre, og angiveligt har Ferdi Kadioglus klub, Fenerbahce, modtaget et bud fra Premier Leauge.
José Mourinho skal afværge bud fra Premier League på sin tyrkiske EM-stjerne.
Ferdi Kadioglu viste sig nemlig flot frem ved sommerens slutrunde i Tyskland, og det har kastet megen interesse af sig.
Flere prominente klubber har været nævnt som bejlere til Fenerbahce-backen, og nu er der landet et reelt tilbud i José Mourinhos dueslag.
Ifølge den tyrkiske transferjournalist Yagiz Sabuncuoglu har Brighton nemlig sendt et bud på 35 millioner euro til den tyrkiske storklub.
Det svarer til cirka 261 millioner danske kroner.
Dog melder han intet om, hvad Mourinho og kompagni forventes at svare.
Interessen er dog ikke at tage fejl af.
I den forgangne sæson blev det til svimlende 51 optrædener for Fenerbahce, hvor den 24-årige back-komet bidrog med tre scoringer og fem oplæg.
Ved EM gik det også ganske godt, da Kadioglu spillede fuldtid i samtlige kampe for Tyrkiet, som nåede til kvartfinalen, hvor Holland dog slog tyrkerne ud.