Medie: Ajax-stjerne på vej til Premier League
Premier League-oprykkerne fra Leicester City pønser angiveligt på at hente en stor hollandsk profil i Ajax.
Leicester City er tilbage i Premier League.
Det har de tidligere mestre planer om at markere ved at hente en stor hollandsk profil.
Angiveligt har The Foxes nemlig gjort Steven Bergwijn fra Ajax til klubbens absolutte førsteprioritet i sommerens transfervindue.
Det erfarer det hollandske medie De Telegraaf, som mener at vide, at Leicester er klar til at smide 20 millioner euro, hvilket svarer til cirka 150 millioner danske kroner.
Dog kræver den hollandske storklub efter sigende en anelse mere, men et konkret beløb oplyses ikke.
Ajax er dog parate til at lade den 26-årige kantspiller gå, da hans enorme løn tynger på budgetterne.
Det ville ikke være første gang, at Steven Bergwijn skifter til Premier League.
Tidligere har den vævre fløj tørnet ud for Tottenham, som han skiftede til i 2020 fra PSV Eindhoven.
I 2022 vendte Bergwijn hjem til Holland, hvor han hidtil har optrådt 76 gange, scoret 29 mål og stået bag 11 oplæg.