Lettet Vendsyssel-boss: Den her turnering lever sit eget liv
Det holdt hårdt for Vendyssel FF og Bo Zinck, som tirsdag aften indledte sin Oddset Pokalen-kampagne med en snæver 0-1-sejr ude mod IF Lyseng – det er nemlig altid svært mod divisionshold, fortæller Vendsyssel-træneren.
Vendsyssel FF er videre i Oddset Pokalen.
Tirsdag aften gav IF Lyseng ellers nordjyderne kamp til stregen.
Havde det ikke været for en sen scoring fra Philip Rejnhold, så var kampen gået i forlænget spilletid og eventuelt straffespark.
Men Bo Zinck og Vendsyssel var forberedt på en svær kamp – det er nemlig aldrig let imod divisionshold, fortæller cheftræneren til Campo.
– Det vigtigste er, at vi går videre. Det gjorde vi på 90 minutter, og vi fik ikke nogen skader. Det bliver nok aldrig let at spille mod et divisionshold, der er dygtigt, teknisk stærkt og spiller på 50 procent mere, end man normalt gør.
– Den her turnering lever sit eget liv, og man skal tage det seriøst, fordi der er rigtig mange gode spillere, fortæller Bo Zinck til Campo.
Vendsyssel FF spiller sin næste NordicBet Liga-kamp på lørdag, når Kolding kommer på besøg.
Den kamp kan du se på Viaplay, når den fløjtes i gang klokken 14:00.