Verdensmester meldes tæt på skifte til Madrid
Julian Álvarez åbnede op for at forlade Manchester City i et interview under OL i Paris. Nu meldes argentineren tæt på et skifte til den spanske hovedstad.
Ifølge Fabrizio Romano er Julian Álvarez meget tæt på et skifte til Atlético Madrid.
Den internationale transferjournalist skriver på X, at de sidste detaljer om skiftet forventes at blive løst senere i dag tirsdag.
Og det er ikke småpenge, Atletico Madrid smider for den store angriber. Transfersummen skulle angiveligt ligge på omkring 75 millioner euro, svarende til 560 millioner kroner.
Ved OL i Paris stillede den argentinske angriber op til et interview, hvor han ytrede sine tanker om den seneste sæson hos engelske Manchester City.
– Sidste sæson var jeg i blandt de spillere med flest minutter. Men det er sandt, at i sidste ende, kan man ikke lide at sidde over i de vigtige kampe, udtaler argentineren ifølge Romano.
– Man ønsker at bidrage og spille i disse kampe, tilføjede den 24-årige verdensmester.
Udtalelserne fra City-angriberen har fået flere storklubber i Europa til at øjne en mulighed for at hente profilen, heriblandt Atlético Madrid.
Argentineren scorede 19 mål og leverede 13 oplæg for Manchester City i sidste sæson.
Álvarez har kontrakt med Manchester-klubben frem til juni 2028.