
Hillerød ophæver med angriber
NordicBet Ligaklubben fra Hillerød ophæver kontrakten med Valdemar Schousboe.

Han kom til sidste sommer fra FC Helsingør, men nu er det slut.
Valdemar Schousboe forlader Hillerød Fodbold efter 28 kampe og fire mål i den orange trøje på det nordsjællandske hold.
Den 27-årige angribers kontrakt stod oprindeligt først til at udløbe efter nuværende sæson, men efter gensidig aftale er klubben og spilleren blevet enige om at slutte samarbejdet nu.
– Valdemar var for langt fra spilletid, og vi ser andre veje, derfor er vi blevet enige om at stoppe samarbejdet, så Valdemar har muligheden for at søge spilletid andre steder.
– Vi vil gerne takke Valdemar for hans tid i klubben og ønsker ham det bedste i fremtiden, udtaler direktør i Hillerød Fodbold, Jackie Rasmussen.
Valdemar Schousboe har tidligere spillet i FC Helsingør, FC Roskilde og semi-professionel fodbold i de engelske non-league-klubber Nantwich Town og Leek Town.
Han kommer fra odenseanske klub B1913.