Ekspert: BIF, AGF eller FCN? – Her passer Enggård bedst ind
Mads Enggård er et varmt navn på rygtebørsen, hvor både Brøndby IF, AGF og FC Nordsjælland meldes interesserede. Campo.dk’s ekspert, Rasmus Würtz, er dog ikke i tvivl om, hvilken klub han vil passe bedst ind i.
Hvor spiller Mads Enggård, når transfervinduet lukker, og hos hvilke bejlere passer han bedst ind?
Randers FC’s Mads Enggård er en eftertragtet herre i sommerens transfervindue, og klubber som Brøndby IF, AGF og FC Nordsjælland menes at være interesserede i at hente den unge midtbanespiller.
Fremtiden for Mads Enggård ser dog i skrivende stund ud til at være i Randers FC, men med en lille måned tilbage af transfervinduet kan meget ske endnu.
Rasmus Würtz, som er fodboldekspert på campo.dk, er dykket ned i Mads Enggårds spillerprofil, og han ser gode muligheder for, at den 20-årige Randers-profil kan fortsætte sin lovende udvikling i alle tre ovennævnte klubber.
– Jeg kan godt se det for mig, at Mads Enggård kunne gøre en god figur og fortsætte sin udvikling i både Brøndby IF, AGF og FC Nordsjælland. Mest af alt fordi de alle spiller med i toppen af dansk fodbold, lyder Würtz’ vurdering.
Der er dog to af klubberne, han i særdeleshed vurderer vil være givtige for Enggård.
– Jeg har måske en lille fidus til de to klubber fra Sjælland – Brøndby IF og FC Nordsjælland. I FC Nordsjælland vil han få ro til at videreudvikle sig i en meget indstuderet spillestil, mens han i Brøndby IF vil komme til at mærke et tryk og et pres, med internationalt snit. De har også en træner, som virkelig tror på de unge spillere, og det vil være meget værdifuldt for ham og hans videre karriere, lyder det fra Würtz, inden han fortsætter:
– Med den høje pris, som en klub givetvis vil komme til at betale for Enggård, så skal han heller ikke frygte, at han ikke kommer til at spille. For ham handler det om at finde en klub med en spillestil, der kan udvikle ham bedst muligt – og så skal han spille med i toppen og have chance for at vinde ligaen.
– Derfor vi jeg sige, at han i sidste ende skal vælge Brøndby IF, hvis det står mellem de tre klubber.
Rasmus Würtz ser dog også god værdi i, at Mads Enggård bliver, hvor han er nu – nemlig i Randers FC. For selvom talentet utvivlsomt er stort, så kan der fortsat være noget at hente udviklingsmæssigt i det kronjyske.
– For mig at se kan der også være en vis fornuft i at blive i Randers FC. Det mener jeg i lyset af, at han ved, hvad han får med Rasmus Bertelsen, Randers-staben og hans nuværende medspillere. Samtidig har Randers FC også fået en ganske fin start på sæsonen, og det er spændende at se, hvad projektet kan føre til.
Mads Enggård har spillet i Randers FC siden sommeren 2020.
Siden har han udviklet sig til at være en markant profil i det kronjyske, hvor han i skrivende stund noterer sig for fire mål og fem assists i 64 kampe. Han var også at finde på plads nummer 54 på den seneste Golden Boy-liste.
Hans nuværende kontrakt med Randers FC står til at udløbe i sommeren 2027, og det forlyder, at interesserede klubber må punge ud med omkring 26 millioner kroner for at sikre sig Enggårds gunst.