
Xavi Simons bliver i Leipzig en sæson mere
RB Leipzig får glæde af den hollandske offensivspiller den kommende sæson. Det bekræfter klubben mandag formiddag.

Xavi Simons forlænger sit lejeophold i tyske RB Leipzig en sæson mere.
Det bekræfter Bundesliga-klubben mandag formiddag. Den 21-årige Paris Saint-Germain-hollænder var også udlejet til Leipzig i den seneste sæson.
Og det var et positivt bekendtskab. For de to parter har øjensynligt været interesseret i at fortsætte samarbejdet.
Simons spillede 43 kampe for Leipzig i alle turneringer, og han scorede ti mål og lavede 15 oplæg.
Offensivspilleren var også med ved sommerens EM-slutrunde for Holland, hvor han i seks kampe lavede et enkelt mål og tre oplæg.
Simons har været PSG-spiller siden 2019, hvor han skiftede til klubbens akademi fra FC Barcelona.
