Råder over to stjerner: Bellinghams rolle ændres ikke
Jude Bellingham skal finde sammen med Kylian Mbappé i den nye sæson. Men det bliver ikke noget problem for englænderen, som leverede flot i sin første sæson i klubben. Det fortæller Carlo Ancelotti.
Jude Bellingham bliver ikke påvirket af, at Kylian Mbappé er ankommet i Real Madrid.
Det slår den spanske storklubs italienske træner Carlo Ancelotti fast forud for den kommende sæson, hvor den de to stjerner skal spille sammen.
Men der er ikke noget, som ændrer sig for Bellingham, som i store dele af sin debutsæson for Real imponerede stort.
– I første sæson overraskede han mange. Han viste fantastiske evner, og han var meget moden. Og den næste sæson bliver ikke anderledes.
– Han bliver fortsat en af de bedste spillere, vi har, siger Ancelotti ifølge BBC.
Efter Real Madrid havde vundet Champions League-turneringen i starten af juni, hastede Jude Bellingham videre til EM-slutrunden med England.
Her blev det til et finalenederlag mod Spanien efter en turnering, hvor England undervejs fik stor kritik for præstationerne.
Jude Bellingham var en af de profiler, som stod på mål for kritik. Men det forstår Ancelotti ikke.
– Det er bare en mening, men Bellingham gjorde det godt ved EM.
– Og England spillede rigtig godt. De nåede finalen, som de var tæt på at vinde, siger han.
Real Madrid tabte i weekenden med 2-1 til ærkerivalen FC Barcelona i en testkamp. Her var hverken Bellingham eller Mbappé med.
Historisk: Real Madrid runder en milliard euro