
Officielt: Horsens sælger Ekeroth til norsk fodbold
AC Horsens har solgt 22-årige Anton Ekeroth til den norske klub HamKam, som spiller i landets bedste række. Det bekræfter klubben mandag.

Efter mindre end et år i AC Horsens skifter Anton Ekeroth videre.
NordicBet Liga-klubben bekræfter mandag, at de har solgt den 22-årige venstreback til HamKam i Norge.
Ekeroth har spillet 29 kampe i den gule Horsens-trøje, siden sit skifte til klubben sidste sommer. Han har optrådt to gange i den nye sæson.
Selvom det blot blev til et år i den østjyske klub, bliver Ekeroth sendt afsted med pæne ord.
– Anton har været en god mand for AC Horsens i det seneste års tid, hvor holdet har haft det svært.
– Nu har vi fået en stærkere konkurrence på venstre back med Julius Madsen og unge gutter fra Akademiet som Frederik Roslyng og Tape Christ, siger Esben Hansen, der er sportsdirektør i NordicBet Liga-klubben.
