Slot på toppen: Liverpool-storsejr i test mod United
Liverpool og Manchester United stødte natten til søndag sammen i en af de sidste tests forud for den kommende Premier League-sæson. Og her blev det til en storsejr til Arne Slots Liverpool.
Det lignede til forveksling et storopgør i Premier League, da Manchester United og Liverpool natten til søndag stødte sammen.
Scenen var dog en anden. Anfield og Old Trafford var byttet ud med Williams-Brice Stadium i USA, og de mange fremmødte på stadion kunne se Liverpool give en øretæve til Manchester United.
Arne Slot og Liverpool-mandskabet sejrede således med 3-0 over Manchester United.
Allerede efter 10 minutters spil fik Liverpool bolden i kassen. Efter nogle flotte driblinger fik Fabio Carvalho sendt en afslutning afsted. Skuddet blev rettet af og gik i kassen bag André Onana.
10 minutter før pausefløjt kunne Curtis Jones udbygge føringen for Liverpool, da han satte bolden i kassen efter et fladt indlæg fra Mohamed Salah.
Kampen blev endegyldigt lukket efter 61 minutters spil, da Kostas Tsimikas fik sendt bolden i kassen til 3-0. En retur fra Onana i United-målet endte for fødderne af Tsimikas, der sikkert kvitterede.
For Liverpool mangler nu blot den sidste test mod Sevilla, før Premier League-sæsonen sparkes i gang ude mog Ipswich den 17. august.
Manchester United har ikke flere testkampe tilbage. United åbner sæsonen med et Community Shield-opgør mod Manchester City den 10. august. Premier League-sæsonen åbner den 16. august mod Fulham.