Medie: Spansk storklub i dialog om City-profil
Atlético Madrid vil gerne sikre sig Manchester Citys Julian Alvarez. Men lige nu er de to klubber langt fra hinanden i forhandlingerne, skriver The Athletic.
Julian Alvarez er ikke blandt de første på holdkortet i Manchester City.
Derfor er den argentinske angrebsprofil angiveligt åben for et skifte. Og det vil den spanske storklub Atlético Madrid forsøge at udnytte.
Det skriver The Athletic. Ifølge mediet er spanierne i dialog med de engelske mestre om en handel.
Men de to klubber er ikke enige i deres værdisætning af den argentinske verdensmester. Colchoneros er villige til at betale 55 millioner euro plus bonusser, skriver The Athletic.
Men det er altså noget under Citys prisskilt, som angiveligt lyder på 70 millioner euro. Plus 20 millioner euro i add-ons.
Atlético har tidligere lørdag præsenteret den tidligere FC Midtjylland-angriber Alexander Sørloth som ny angriber i klubben. Ifølge The Athletic betyder det ikke noget for Alvarez-interessen.
Der har længe været tvivl om argentinerens fremtid hos Cityzens netop på grund af angrebshierarkiet hos de engelske mestre, hvor Erling Haaland er øverst.
Alvarez har været i aktion for Argentina ved den igangværende OL-turnering, og i den forbindelse har han udtalt sig om sin klubfremtid.
– Der er en masse spekulation. Jeg har det godt i Manchester City, hvor jeg har fået mange minutter.
– Men vi får at se efter legene. Hvis jeg kan, tager jeg først nogle fridage. Og så beslutter vi os bagefter, siger han.
Manchester Citys træner Pep Guardiola blev tidligere spurgt ind til sin angribers situation. Det havde den spanske mestertræner ingen kommentar til.
Alvarez spillede 54 kampe for City i den seneste sæson. Her blev det til 19 mål og 11 oplæg.
Efter City-bøde: Så må jeg tale noget mindre