Dortmund-direktør truet med fyring efter tre måneder
For cirka tre måneder siden ansatte Borussia Dortmund Sven Mislintat som holdkoordinator, men nu kan han allerede være på vej ud af døren igen.
Det har ikke ligefrem været en super start tilbage i Borussia Dortmund.
For tre måneder siden vendte den tidligere Dortmund-talentspejder tilbage til klubben, hvor han fik rollen som holdkoordinator.
Nu ser det dog ud til, at tiden tilbage på Westfalenstadion allerede kan være slut, da han allerede er fyringstruet.
Det skyldes at forholdet til Dortmund-cheftræner, Nuri Sahin, skulle være totalt ødelagt.
Til grund for det ligger fire hændelser, som har set forholdet imellem de to smuldre ifølge Bild.
Først løb Mislintat ind på banen under en træning, hvilket skulle have gjort Sahin rasende, hvorefter klubben også gav ham en advarsel.
Dernæst skulle det interne miljø på klubbens kontorgange være blevet så dårligt, at det ikke er muligt at diskutere nogen forbedring på dette plan. Det skyldes efter sigende den 51-årige tyskers dominerende adfærd.
En tredje grund bunder i, at Sven Mislintat er gået udenom klubbens sportsdirektør, Sebastian Kehl, og flere gange kontaktet spillere alene. Det er til trods for, at ledelsen blot har bedt ham om at komme med forslag.
Til syvende og sidst er Mislintat blevet beskyldt for at have lækket yderst fortrolige informationer om Borussia Dortmund.
Således skulle han allerede være svært fyringstruet efter bare tre måneder i jobbet.