
Dolberg med hovedrolle i sen Anderlecht-sejr over Antwerp
Kasper Dolberg var kraftigt impliceret i Anderlechts første scoring, da Royal Antwerps blev besejret på udebane søndag eftermiddag.

Danskerklubben Anderlecht var søndag eftermiddag på besøg i Antwerp til topbrag i den belgiske Jupiler Pro League.
Anderlecht stillede til start med Anders Dreyer og Kasper Dolberg i den forreste kæde, og sidstnævnte gjorde sig særligt bemærket i første halvleg.
Efter 25 minutter blev Dolberg spillet fri inde foran Antwerps mål, og den 26-årige silkeborgenser flugtede flot bolden mod Antwerpen-målet.
Senne Lammens fik kun halv-parreret den hårde afslutning, og Antwerpen-keeperen kom til at skubbe bolden det sidste stykke ind over stregen.
Trods Dolbergs afslutning blev scoringen noteret som et selvmål, og derfor jagter danskeren fortsat sæsonens første scoring.

Antwerp fik udlignet ti minutter senere ved Gyrano Kerk, men ti minutter før slutfløjt gjorde indskiftede Majeed Ashimeru det til 1-2 til Anderlecht.
Danskerklubben tager dermed sin anden sejr ud af to mulige. Næste kamp er lørdag den 10. august mod Leuven.