Delaney skoser sig selv: Det er ringe, det er dårligt
Thomas Delaney var ikke tilfreds med sin store afbrænder i første halvleg af søndagens uafgjorte kamp i Parken mod Randers FC.
Thomas Delaney brændte en stor chance søndag eftermiddag, da F.C. København spillede 1-1 i Parken mod Randers FC.
Kampen endte uafgjort på trods af, at FCK havde været en mand i overtal i mere end en time. Men københavnerne havde svært ved at lirke Randers-defensiven op.
Delaney havde selv et stort tilbud for at prikke bolden i nettet, men den 32-årige midtbanespiller misbrugte muligheden. Efter kampen satte han selv ord på sin afbrænder.
– Det er ringe. Det er dårligt. Hvad der sker, det ved jeg ikke engang. Måske jeg er trukket lidt for langt frem, så den kommer på bagsiden af mig.
– Men der skal være mål. Bottomline, der skal være mål.
FCK fik kun nettet til at blafre en gang, da Mohamed Elyounoussi flot sparkede udligningen ind i anden halvleg.
Men at det ikke blev til tre point er Delaney ikke tilfreds med.
– Nej overhovedet ikke. Heller ikke som kampen forløber. Rødt kort. Men ja, hvad der lige mangler, det ved jeg ikke. Men det skal vi gøre bedre. Skabe flere chancer.
– Dele af anden halvleg er fint nok, som vi gør tingene. Vi lykkedes indtil den sidste tredjedel med det, vi gerne vil, men mangler lidt skarphed, lidt finish, udover ‘Moi’ (Elyounoussi, red.), der scorer i dag.
FCK får en ny chance for at sejre i Parken på onsdag, hvor tjekkiske Banik Ostrava venter i første kamp i tredje runde af kvalifikationen til Conference League.
FCK i skuffende pointdeler mod Randers trods overtal