Højlund-debut i Schalkes storsejr
Emil Højlund fik lørdag aften sin officielle debut for Schalke 04, som bankede Eintracht Braunschweig sønder og sammen.
2. Bundesliga-sæsonen er løbet af stablen.
Således har FC Schalke 04 også været i aktion lørdag aften, da Eintracht Braunschweig fik sig en ordentlig en på sinkadusen.
Til opgøret var Emil Højlund med til sin første officielle kamp, men det nu tidligere FCK-talent måtte tage til takke med en startplads på bænken.
Efter bare ni minutter bragte Tobias Mohr hjemmeholdet i front, da han med en smuk afslutning uden for feltet vippede bolden ind til 1-0.
Se målet i videoen over artiklen.
Mohr modtog en lang bold fra Schalke-keeperen, Justin Heekeren, som dermed også blev noteret for et oplæg.
Senere i halvlegen fik Schalke fordoblet føringen takket være Moussa Sylla, før Braunschweig fik reduceret.
Her lagde den tidligere OB-midtbanespiller Sven Köhler op til Kevin Ehlers.
Efter 68 minutters fodbold på Veltins Arena kom Emil Højlund på banen.
Derefter blev det til yderligere tre Schalke-scoringer, men desværre var Højlund ikke direkte involveret i nogen af dem.
Dermed vandt Schalke sin sæsonåbner med hele 5-1.
Den næste opgave for Højlund og hans nye klub bliver FC Nürnberg, som har Miroslav Klose som cheftræner og AGF-angriberen Janni Serra på lån.