Medie: Oliver Villadsen har underskrevet i Tyskland
FC Nordsjællands højre back er tæt på et skifte til tysk fodbold, skriver Sky Sports.
Oliver Villadsen har i de seneste sæsoner været en profil ikke bare i FC Nordsjælland, men i hele 3F Superliga.
Men dagene i dansk fodbold synes talte, hvert fald for denne omgang, for den 22-årige back er nemlig tæt på et skifte til FC Nürnberg.
Villadsens mulige skifte til 2. Bundesligaklubben har været kendt længe, men nu skriver tysk Sky Sports, at aftalen er faldet på plads.
Ifølge Sky så er papirarbejdet lavet færdigt og handlen underskrevet og lukket. Det bliver en transfer som sikrer FC Nordsjælland 500.000 euro – cirka 3,7 millioner kroner.
Et beskedent beløb for en af klubbens allerbedste spillere, men Villadsens kontrakt i FC Nordsjælland udløber til næste sommer, hvilket stiller FCN i en dårligere forhandlingsposition.
I FC Nürnberg bliver Oliver Villadsen udstyret med en treårig kontrakt, men ifølge mediet skifter han først i midten af august.
FC Nürnberg sluttede på 12. pladsen i den seneste sæson i 2. Bundesliga. Oliver Villadsen er noteret for 149 kampe i FCN med otte mål og 20 oplæg til følge.