Nykøbing FC henter assistent med spændende fortid
Nykøbing FC forstærker træner teamet med Sam Rafique, der kommer til fra svenske Helsingborgs IF.
Når Nykøbing FC på fredag åbner sæsonen mod Helsingør i 2. division, bliver det med en ny mand på trænerbænken.
Klubben har nemlig skrevet en foreløbig étårig aftale med træner Sam Rafique, som skal assistere cheftræner Claus Jensen og arbejde med analyser af både træning og kamp.
Det oplyser klubben onsdag.
– Sam er allerede faldet godt til, og vi er meget tilfredse med, at det er lykkedes at hente ham hertil. Med den unge gruppe af spillere vi har, er det vigtigt, at der er mange trænere omkring dem, og så skader det heller ikke, at der en gang imellem kommer lidt nyt blod ind i trænergruppen, så spillerne ikke kun skal høre på mig, udtaler en glad Claus Jensen til Folketidende.
Den nye træner har allerede fået et godt indtryk af klubben, og han har også været en stor del af den seneste aktivitet på træningsbanen.
– Jeg har fået et virkelig godt indtryk af klubben, spillerne og Claus Jensen. Det er nogle gode drenge.
– Jeg tror på, at vi kan finde mindst ti procent ved at analysere alt ned til mindste detalje, og det var den funktion, jeg primært havde i Helsingborg, siger Rafique til Folketidende.
Udover tjansen i svenske Helsingborgs IF, har Sam Rafique også været tilknyttet klubber som Lyngby og HIK.