Jørgensen om konkurrenten i Chelsea: Har fulgt ham
Filip Jørgensen er ny målmand i Chelsea. Nu handler det om at få bevist sig selv, så han kan få minutter som sidste skanse i storklubben.
Sent tirsdag aften skete det endelig.
Efter længere tids rygter blev Filip Jørgensen præsenteret i Chelsea.
Den danske U21-landsholdsmålmand er her blevet udstyret med en lang kontrakt til 2031.
Men selvom rygterne var mange og kontrakten er lang, så er det langt fra ensbetydende med, at Filip Jørgensen bliver førstevalg i målet fra sæsonstart.
Det er noget, som han i givet fald skal kæmpe sig til – og det er han klar på.
– Robert Sanchez har været med landsholdet i Spanien, hvor jeg bor, og jeg fulgte ham en smule, da han var i Brighton og nu Chelsea.
– Jeg ved, at han er en virkelig god målmand, og jeg håber, at vi kan lære af hinanden og producere de bedste versioner af os selv, siger Filip Jørgensen til Chelseas egen hjemmeside.
Filip Jørgensen skifter på baggrund af en særdeles flot sæson i Villarreal, hvor han lå helt i top i LaLigas målmands-statistikker.
Robert Sanchez agerer lige nu førstevalg for Chelsea under klubbens træningslejr i USA, mens Djordje Petrovic er i færd med at pleje en skade tilbage i London.