NordicBet Ligaen

Bud på flere EfB-profiler: Forhandler med engelsk klub

Esbjerg fB-direktør Jens Hammer bekræfter, at man lige nu forhandler om et salg af Elias Sørensen med en klub fra Championship. Derudover er der flere EfB-spillere, som tiltrækker sig interesse.

Jens Hammer, direktør i Esbjerg fB.
Foto: Mikkel Berg Pedersen/Freelance/Ritzau Scanpix
Dette er en historie, du kun får på campo.dk

I Esbjerg fB har man sammensat en ung trup i jagten på tilbagevenden til toppen af dansk fodbold.

I seneste sæson kastede det en oprykning til NordicBet Ligaen af sig, hvor man også har taget sig fint ud fra begyndelsen af sæsonen.

Den slags præstationer aftvinger selvsagt interesse for nogle af de profiler, som har været med til opturen.

Én af dem er Elias Sørensen.

Den 24-årige offensivspiller blev så sent som tirsdag meldt på vej til Portsmouth af Tipsbladet, og onsdag bekræfter EfB-direktør Jens Hammer overfor Campo, at der i hvert fald er forhandlinger med en klub fra den næstbedste række i England.

– Det er jo ikke nogen hemmelighed, at vi forhandler med en engelsk klub i Championship.

– Det er et rigtig stort skridt for Elias, og det vil også være et fint salg for os. Det er jo vigtigt for os, at hvis vi skal sælge nogle af vores profiler, så skal vi have en ordentlig pris, fordi de har en værdi for os. Jeg kan sige, at Elias i to kampe har scoret et mål, men har lagt op til fire af vores mål.

– Så han er en rigtig god fodboldspiller, det er der ingen tvivl om. Hvis han forlader os, så efterlader han et hul, og så skal vi ud og kigge efter en anden fodboldspiller. Det tror vi også, vi kan, siger han.

Ifølge transfermarkt er Elias Sørensen noteret for en scoring og tre oplæg i sæsonens første to kampe.

Det er dog ikke kun Elias Sørensen, som kan være på vej væk denne sommer.

Også den lidt mere rutinerede Emil Holten er kommet stærkt fra land i den nye sæson. Den 27-årige angriber står således noteret for fire mål i de første to runder af NordicBet Ligaen.

– Ja, man kan sige, at Emil Holten har scoret fire mål i to kampe, og han har spillet fremragende i begge kampe, har vundet sine dueller og har gjort rigtig meget godt for holdet. Det er der heldigvis en del fodboldfaglige, kyndige mennesker, der kan se.

– Så Emil er jo også et varmt navn lige nu. Og det er Yassin Bouhane også, og ham er vi rigtig glade for. Vi har faktisk undret os lidt over, at vi har kunnet gemme ham hernede i næsten tre år nu. Han er dygtig, og ham er vi rigtig glade for, men han har også vakt opsigt rundt omkring.

– Så det kan være, at der kommer nogle bud på vores spillere, og det må vi kigge på, hvis de kommer, siger Jens Hammer og understreger, at man i EfB ønsker at fastholde holdets stamme – medmindre det er nogle gode bud, der kommer.

Esbjerg fB spiller næste gang søndag hjemme mod AC Horsens.

Efter at have tabt med 1-2 mod OB i første runde blev det til en 3-6-sejr over Hobro i seneste runde.

Du kan se interviewet med Jens Hammer i videoen øverst i artiklen

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P