
Medie: Atletico Madrid og Chelsea i direkte forhandlinger
Atletico Madrid og Chelsea er ved at finde formen på en transfer af Conor Gallagher, som dermed meget vel kan være fortid i Premier League.

Nok er han en af Chelseas egenudviklede spillere, men nu er han alligevel på vej væk.
I hvert fald skriver transferjournalisten Fabrizio Romano, at Atletico Madrid og Chelsea ligger i direkte forhandlinger om Conor Gallagher.
Han har angiveligt ligget helt i top på den spanske hovedstadsklubs ønskeliste siden maj.
Det forlyder videre, at parterne nærmer sig hinanden i forhandlingerne om en transfer.
Prislejet kommer til at ligge på et sted mellem 35 og 40 millioner euro inklusiv såkaldte add-ons. Det svarer til op mod 300 millioner kroner.
Conor Gallagher er et produkt af Chelseas eget ungdomssystem, men har i løbet af sin tid i den kongeblå London-klub været udlejet til Charlton, Swansea, West Bromwich og Crystal Palace.
Siden sommeren 2022 har den 24-årige midtbanespiller opholdt sig i Chelsea, hvor han også har fået en hel del spilletid.
I alt er det blevet til 95 kampe for Chelseas førstehold for Conor Gallagher, der også var med til EM for England. Han har 18 engelske A-landskampe under bæltet.
Hans kontrakt med den engelske storklub løber ud næste sommer.