
‘AC’ på tavlen: Malmö videre i CL trods færøsk chok
Tirsdag aften spillede Malmö og Anders ‘AC’ Christiansen sig videre i Champions League, da færingene fra Klaksvik blev sendt ud.

Malmö er klar til tredje kvalifikationsrunde af Champions League.
Det første opgør mellem de to klubber endte med en 4-1-sejr til Malmö, da de færøske mestre kom på besøg.
Tirsdag aften fik færingene revanche, da de slog Malmö med 3-2, men til trods for sejren, er Klaksvik stadig ude af Champions League.

Det startede fantastisk for Klaksvik, som efter bare to minutter kom foran takket være Alexander Berntsson.
10 minutter senere udlignede Malmö-talentet Hugo Bolin til 1-1, som også blev pausestillingen.
Efter en times spil fik Malmö tildelt et straffespark, som Anders ‘AC’ Christiansen bankede ind til 1-2.
Således lignede det, at det svenske storhold var klar til at køre sejren komfortabelt i hus, men færøske Arni Frederiksberg havde andre planer.
Bare seks minutter efter ‘AC’s straffesparksscoring udlignede Frederiksberg, før han i tillægstiden sikrede Klaksvik en Champions League-sejr.
Dog var 3-2-sejren ikke nok for færingene, da Malmö samlet set er videre med 6-4.
Den næste opgave, der venter den svenske danskerklub, bliver enten græske PAOK eller bosniske Borac Banja Luka.
Det første opgør mellem de to klubber endte 3-2 til grækerne.