Vejle-angriber prøvetræner i NordicBet Liga-klub
Vejle Boldklub meddeler, at deres 21-årige angriber i den kommende periode træner med hos B.93.
Andreas Bredahl var sidste sæson udlejet fra Vejle Boldklub til FC Nykøbing i 2. Division.
Og nu er han på klubjagt igen.
Vejle Boldklub meddeler mandag, at den 21-årige angriber afsøger sine muligheder for spilletid, og den jagt tager ham i den kommende tid forbi B.93 i NordicBet Ligaen.
Andreas Bredahl kom til Vejle Boldklub i 2022, hvor det siden er blevet til seks kampe på klubbens førstehold.
Han var i sidste sæson på lån i FC Nykøbing, hvor han noterede sig for to kasser i 25 kampe på Falster.
Andreas Bredahl har tidligere spillet på FC Nordsjællands akademi, hvor det er blevet til enkelte indhop i Superligaen. Han har aldrig scoret i landets bedste række.
B.93 har fået fire point i de første to kampe af NordicBet Ligaen.