
Skadesplaget USA-dansker med sjælden starter i nederlag
Tobias Salquist var med i startopstillingen, da Chicago Fire natten til mandag tabte i den nordamerikanske turnering League Cup.

Natten til mandag var den tidligere Silkeborg-spiller Tobias Salquist med fra start, da Chicago Fire tabte 1-2 til Sporting Kansas City.
Det var danskerens første startplads i tre måneder, efter en periode præget af en ledbåndsskade for den 29-årige forsvarsspilleri.
Og det startede godt for Chicago Fire, som kom planmæssigt fra land i den nordamerikanske turnering, hvor hold fra Mexico, USA og Canada dyster mod hinanden.
Græske Georgios Koutsias sendte Fire i front i kampens indledning, men halvvejs i første halvleg bragte Robert Castellanos balance i regnskabet.
Et kvarter før slutfløjt løb William Agada i ryggen på Salquist og headede flot Kansas City i front, og det blev kampens sidste mål. Dermed blev det til et nederlag i første runde af den kontinentale turnering.
Tobias Salquist fik hele kampen på banen, og det var hans kamp nummer otte i Chicago Fire, siden han i vinter skiftede Silkeborg ud med den amerikanske millionby.
Salquist fik i maj en ledbåndsskade i knæet, men nu er danskeren tilbage i fulde omdrejninger. Næste kampe for Salquist og co. er på fredag, hvor mexicanske Toluca venter i en must-win-kamp.