Köln-dansker slemt skadet kort før sæsonstart
FC Köln meddeler mandag, at deres danske midtbanespiller er blevet ramt af en skade kort før sæsonstart.
FC Köln tager fredag hul på sæsonen i 2. Bundesliga, men kort før første kamp kommer klubben med en kedelig nyhed.
Den danske midtbanespiller Jacob Steen Christensen er nemlig blevet ramt af en korsbåndsskade i venstre knæ, har en MR-scanning mandag fastslået.
Den 23-årige midtbanespiller pådrog sig skaden til slut i weekendens sidste testkamp mod Udinese. Og der går lang tid, inden Christensen igen kommer på banen.
FC Köln oplyser, at klubben regner med at undvære danskeren i flere måneder.
Jacob Steen Christensen kom til den tyske klub i sommer, og han fik syv optrædener i sidste sæson i Bundesligaen, hvor FC Köln endte som nedrykker.
Nu hedder tilværelsen for Gedebukkene 2. Bundesliga, men det bliver altså uden den tidligere FC Nordsjælland-spiller i de første mange kampe af sæsonen.
FC Köln tager hul på sæsonen fredag mod oprykningsfavoritterne fra Hamburger SV.