3F Superligaen

Officielt: Randers FC henter Sulemana 2.0

Randers FC har netop præsenteret Abdul Hakim Sulemana som ny spiller i klubben. Hans storebror satte et enormt aftryk i 3F Superligaen.

Abdul Hakim Sulemana præsenteres som ny spiller i Randers FC.
Foto: Randers FC

Som lørdagens rygter spåede det, er Abdul Hakim Sulemana ny mand i Randers FC.

Som efternavnet ganske rigtigt antyder, så er han i familie med Kamaldeen Sulemana, der som bekendt gjorde livet surt for forsvarsspillerne i 3F Superligaen i FC Nordsjællands farver, inden han for tre år siden blev solgt til Stade Rennes for et rekordstort beløb på omkring 150 millioner kroner.

Det bliver nu kronjyderne, der får gavn af lillebrors egenskaber på fodboldbanen.

Abdul Hakim Sulemana er blevet udstyret med en aftale af to års varighed i Randers FC.

Han kommer til klubben fra franske Lyon.

Særligt den 19-årige kantspillers fart er en kvalitet, som bliver fremhævet i forbindelse med præsentationen af ham.

– Sulemana er en utrolig spændende offensiv spiller, som har nogle åbenlyse spidskompetencer i form af hans fart og altid udfordrende spil.

– Han kommer dog fra et skadesforløb, hvor vi skal være tålmodige i forhold til at få ham bygget op igen. Det gælder både fysisk såvel som taktisk, så han kan blive klar til at spille fodbold på det højeste niveau, udtaler Randers FC-sportsdirektør Søren Pedersen.

Abdul Hakim Sulemana har fået trøjenummer 20 i Randers.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P