Liverpool-spiller om egen værdi: Det er ret højt
Sepp van den Berg forholder sig til det prisskilt, som Liverpool har sat på ham. Selv både ærgrer og glæder han sig over, hvor meget en købende klub skal betale for ham.
20 millioner pund – svarende til 177 millioner kroner.
Det er, hvad en klub skal sende i retning af Liverpool, hvis man ønsker at hente Sepp van den Berg.
Prisen er blevet sat i kølvandet på en flot sæson i Mainz af den 23-årige hollænder, hvortil han var udlejet fra den engelske storklub.
Det har tidligere på sommeren været fremme på rygtebasis, at Sepp van den Berg drømmer om at forlade Liverpool, da han ønsker at lande i en klub, hvor han kan få lov til at spille uge efter uge.
Men med et prisskilt på små 180 millioner kroner er det selvsagt ikke alle og enhver, der kan – eller vil – lege med.
– Hvis man gerne vil væk, så er 20 millioner pund en ret høj pris.
– Jeg ved godt, at i nutidens marked kan der ske vilde ting. De (Liverpool, red.) har smidt et prisskilt på mig, som de nok synes er passende, fordi jeg havde en god sæson sidste år.
– Min første reaktion på det var: “Det er ret højt!”. Samtidig er det selvfølgelig også et kompliment på en måde. Det vidner om, hvor godt jeg gjorde det sidste år.
– På den anden side gør det det meget mere besværligt. Men hvis de kun mente, at jeg var to millioner pund værd, så havde det heller ikke været rart. Men 20 millioner pund er måske lige højt nok, siger midtstopperen ifølge The Athletic.
The Athletic skriver videre, at Mainz og Wolfsburg begge er blevet afvist i deres tilnærmelser, mens PSV Eindhoven ikke var i stand til at sammensætte en tilstrækkelig økonomisk pakke.
Sepp van den Berg kom til Liverpool i 2019 og står noteret for beskedne fire førsteholdskampe i storklubben.
Hans kontrakt strækker sig frem til sommeren 2026.