
Kronjysk kontramaskine: Randers FC stryger til tops
Den kronjyske kontramaskine kørte som smurt, da Viborg FF søndag gæstede Randers FC på Cepheus Park. Hjemmeholdet topper nu 3F Superligaen.

Randers FC har fået sig en vaskeægte drømmestart på den nye sæson.
Efter at have vundet 2-3 ude mod Vejle Boldklub i første runde, blev Viborg FF søndag sendt hjem fra Cepheus Park med et 3-1-nederlag i bagagen.
Med sejren topper Randers FC nu 3F Superligaen med maksimumpoint og seks scorede mål i de første to runder.
Gæsterne fra Viborg fik en svær begyndelse på opgøret, da Oliver Bundgaard allerede i det femte minut måtte lade sig udskifte med en skade.
Stillingen forblev dog 0-0 frem til det 27. minut, hvor Randers FC første gang fik demonstreret sin effektive kontramaskine.
En god bold i dybden af Simen Nordli til Florian Danho, der med et klogt løb lige akkurat undgik offsiden, inden han viste kynisme foran Viborg-målet og sparkede bolden ind i sidenettet ved den fjerneste stolpe. Hans første scoring for Randers FC.
De grønklædte gæster lod sig dog ikke slå ud af kurs så let, og i det 39. minut fik Jeppe Grønning udlignet til 1-1 efter en tydeligt indstuderet hjørnesparkskombination.
Uheldigvis for gæsterne formåede man ikke at fastholde 1-1-stillingen frem til pause. I stedet så Viborg-keeper Lucas Lund ikke alt for skarp ud, da Norman Campbell afsluttede fra distancen efter endnu et hurtigt Randers-angreb og gjorde det til 2-1.
Efter pausen var indskiftede Anosike Ementa tæt på at udligne for Viborg med et hovedstød, men træværket kom i vejen.
I stedet var det en Randers-indskifter, som endte med at score opgørets sidste mål, da den kronjyske kontramaskine igen fungerede til perfektion.
Her var det Mohamed Toure, der til stor jubel på Cepheus Park blev spillet i dybden og efterfølgende sparkede bolden i mål uden besvær.
Mens Randers FC – i hvert fald for en stund – ligger alene i toppen af 3F Superligaen, står det anderledes skidt til i Viborg, der har indkasseret seks mål og kun hentet et enkelt point i sine første to kampe i den nye sæson.
Du kan se højdepunkter fra kampen i videoen øverst i artiklen