
Dovbyks agent: Har afvist Atletico Madrid
Artem Dovbyk har længe været meldt på vej til Atletico Madrid, men nu fortæller agenten, at man har afvist hovedstadsklubben.

Længe har det lignet, at sidste sæsons topscorer i LaLiga, Artem Dovbyk, var på vej til Atletico Madrid.
De seneste dage er der gået forlydender om, at AS Roma forsøger at fravriste Atletico den ukrainske Girona-angriber.
Og i følge Dovbyks egen agent, Oleksiy Lundovskyi, så er tilbuddet fra Atletico Madrid blevet afvist.
– Atletico er en stor klub, men vi så ikke et seriøst projekt for Artem her, og deres tilbud i økonomiske termer er væsentligt ringere end tilbud fra andre klubber, der er interesseret i den bedste scorer i La Liga, udtaler angriberens agent til det ukrainske medie UkrFootball.ua.
Transferjournalisten Fabrizio Romano har tidligere skrevet på X, at AS Roma har sendt et væsentlig bedre tilbud afsted mod Dovbyk.
Den 27-årige Dovbyk imponerede stort for Girona i sidste sæson, hvor han scorede 24 mål i 36 kampe, hvilket sikrede ham topscorertitlen i LaLiga.
Han har tidligere spillet i blandt andet FC Midtjylland og Sønderjyske.