
Daghim med første scoring for RB Salzburg i pokalsejr
Det tidligere F.C. København- og AGF-talent Adam Daghim kom på måltavlen for første gang i RB Salzburg, da klubben spillede sig videre i ÖFB-Cup.

Adam Daghim er tilbage i RB Salzburg efter et lejeophold i FC Liefering i den seneste sæson.
Den unge dansker har været med i opstarten i den østrigske storklub, og fredag aften startede han på banen i sæsonens første betydningsfulde kamp.
Her ventede FC Dornbirn fra den tredjebedste række, og Daghim gjorde sig særdeles positivt bemærket.
Den 19-årige dansker gjorde det nemlig til 0-3 for RB Salzburg efter lidt over en halv times spil.
Det var Daghims første mål i Salzburg-trøjen.
Få minutter senere kunne landsmand Maurits Kjærsgaard gøre det til 0-4. RB Salzburg endte med at vinde kampen med hele 0-6 over FC Dornbirn.
Adam Daghim har en fortid hos både F.C. Københavns og AGF’s akademier, inden han i 2023 skiftede til RB Salzburg.
RB Salzburg tager hul på den østrigske Bundesliga fredag den 2. august ude mod Grazer.
