Wass om ‘skjult’ Brøndby-helt: Han fylder en del
Emmanuel Yeboah blev den helt store helt, da han søndag blev skiftet ind og scorede to gange for Brøndby IF i tillægstiden. Midtbanegeneralen Daniel Wass fortæller, at han og resten af holdkammeraterne har set den unge angriber udvikle sig.
Ved stillingen 2-1 til Viborg FF blev Emmanuel Yeboah søndag skiftet ind for Brøndby i det 83. minut.
Kampen endte 3-3 og den ghanesiske angriber havde ved slutfløjt noteret sig for to scoringer.
Med andre ord kan han altså i høj grad takkes for, at Brøndby fik noget med fra den kamp.
Men det stod måske ikke ligefrem skrevet i hverken sol, måne eller stjerner, at det var netop Emmanuel Yeboah, der skulle sikre Brøndby et point i Superliga-åbneren.
Den 21-årige angriber har nemlig været langt fra spilletid, siden han sidste sommer blev hentet til klubben.
Faktisk var søndagens optræden hans blot tredje officielle kamp for Brøndbys førstehold – og hans første scoringer.
Holdkammeraterne i Brøndby har dog set mere til Emmanuel Yeboah end alle andre, og her var det måske ikke helt så stor en overraskelse.
– Vi har i hvert fald set, at han har udviklet sig – og hans kvalitet inde i boksen, hvor han fylder en del; der kan han godt opsnappe nogle mål.
– Heldigvis for ham og for holdet, så kom han ind og lavede to mål. Det var virkelig vigtigt, siger Daniel Wass til campo.dk.
Men hvis kvaliteten er der, hvorfor har det så været et år undervejs for den unge Brøndby-angriber?
Svaret kan meget vel have noget at gøre med, at nogle spillere skal bruge længere tid på at integrere sig end andre.
– Det kommer jo an på, hvor du kommer fra. Det er klart, at der er noget tilvænning, hvor nogen er lidt hurtigere end andre.
– Du kan kigge på Yuito [Suzuki]. Han var også skult i de første seks måneder, inden han lige pludseligt blomstrede op. Så nogle tager lidt længere tid end andre om at integrere sig, og det er klart, at Yeboah har taget lidt længere tid.
Emmanuel Yeboah, Daniel Wass og resten af Brøndby IF skal i aktion igen næste gang torsdag klokken 19.00 hjemme mod KF Llapi fra Kosovo i Conference League-kvalifikationen.
Du kan se Daniel Wass sætte ord på Emmanuel Yeboah i videoen øverst i artiklen