Sisto om skifte: Vil huskes når jeg er væk
Pione Sisto er tirsdag aften blevet præsenteret i græske Aris. Den tidligere FC Midtjylland-profil sætter ord på sine håb og forventninger i sin nye klub.
Efter lidt mindre end et år i tyrkiske Alanyaspor er Pione Sisto nu fløjet videre.
I stedet bliver det græske Aris, der fremover får gavn af den dribleglade kantspiller.
I forbindelse med præsentationen i sin nye klub tirsdag aften sætter Pione Sisto ord på, hvorfor det blev netop Aris, der løb med hans underskrift.
– Aris har været interesseret i mig siden sidste år. Jeg talte med klubben, men af forskellige årsager endte det aldrig med en aftale. I år kom Aris tilbage, og vi fandt hinanden.
– Jeg ved, hvad jeg skifter til. Jeg har researchet holdet siden sidste år, da vi talte sammen første gang. Jeg kommer til en af de største klubber i Grækenland. Det er en ny udfordring i min karriere, som jeg ser frem til.
– Som spiller vil jeg gerne sætte et aftryk, hvor end jeg er. Det vil jeg også her. Jeg vil huskes, når jeg er væk – og opnå store ting med Aris.
– Jeg ser frem til at tilslutte mig holdet, og jeg kommer med en stor sult, så vi kan få et godt år, siger han til sin nye klubs hjemmeside.
Aris endte i seneste sæson på femtepladsen i den bedste græske række.