Officielt: FCK forlænger med stortalent trods bejlere
F.C. København bekræfter tirsdag, at man har forlænget aftalen med Victor Froholdt.
Victor Froholdt har fået fremtiden på plads.
Således skal den blot 18-årige midtbanespiller fortsætte karrieren i F.C. København.
Den danske hovedstadsklub oplyser nemlig tirsdag, at man har forlænget hans kontrakt frem til sommeren 2028.
I FCK er man begejstrede for forlængelsen med Froholdt, der også havde bejlere udefra.
– Victor er en dygtig spiller med et stort internationalt potentiale, og derfor er vi glade for, at vi har fået lavet en ny aftale med ham.
– Der har været en del opmærksomhed omkring ham fra andre klubber, men med fremtiden på plads, kan vi være med til at forløse hans potentiale i F.C. København.
– Sammen med Victor skal vi være med til at gøre ham til en profil, og jeg er sikker på, at Victor med hans altid stenhårde arbejde er klar til at give alt det, som der skal til for at få opfyldt de mål, siger sportsdirektør Sune Smith-Nielsen.
Foto: FCK Media
Samtidig rykkes Victor Froholdt nu permanent op i førsteholdstruppen.
Den unge midtbanespiller fik så sent som mandag aften minutter i benene, da han blev skiftet ind i FCK’s 0-2-sejr over Lyngby Boldklub.