
Kan spolere Barca-transfer: PSG jagter EM-profil
FC Barcelona vil angiveligt meget gerne have Nico Williams, men nu kaster Paris Saint-Germain sig ind i kampen.

PSG har taget de indledende skridt i et forsøg på at hente den spanske EM-helt Nico Williams.
Den franske storklub er interesseret i offensivspilleren, som har en frikøbsklausul på imellem 55 og 60 millioner euro. Det skriver The Athletic.
Og det giver sikkert nogle panderynker i FC Barcelona.
Den catalanske storklub vil angiveligt også gerne hente Williams, men de har bare ikke de samme økonomiske muskler som PSG.
I sidste uge skrev Fabrizio Romano, at Barca var villige til at starte forhandlinger med Williams’ repræsentanter. Og det skulle ske, før pengestærke Premier League-klubber begyndte at røre på sig.
Men nu ligner det altså, at det kan blive til konkurrence fra en anden – men også meget pengestærk kant.
