Athletic-profil: Overvej beslutningen en ekstra gang
Nico Williams har i en længere periode været sat i forbindelse med FC Barcelona, men nu råder hans holdkammerat ham til at overveje det en ekstra gang.
Athletic Club-anføreren Óscar de Marcos forventer, at Nico Williams bliver i Baskerlandet.
Det gør han, selvom en lang række medier melder FC Barcelona og Nico Williams meget tæt på at nå til enighed om en femårig kontrakt.
Dette er dog ikke faldet i god jord hos Óscar de Marcos, der advarer Nico mod skiftet til storklubben:
– Det ser ud til, at der er en tendens, at når Barca vil have dig, skal du sige ja – ellers laver du en fejl. Men mange gange skal du huske, at ikke alt der glimter, er guld, udtaler Athletic-veteranen til Mundo Deportivo.
Det står klart, at den baskiske anfører refererer til de unge spillere, der tidligere er skiftet til storklubber, heriblandt Barca, hvor rejsen ikke er gået som forventet.
Den 35-årige back slår afslutningsvist fast, at han forventer, at Nico Williams bliver i Baskerlandet:
– Han er Athletic-spiller, og han har det sidste ord, men vi stoler på, at han fortsætter i klubben.
Óscar de Marcos har været på kontrakt i Athletic Club siden 2009, hvor det er blevet til 553 optrædener for spanieren.
Højrebackens kontrakt strækker sig til juni 2025.