Medie: Villa-stjerne meldes på plads i ny klub
Aston Villa vinker efter alt at dømme farvel til en stor stjerne, da klubben nu sender Moussa Diaby til Saudi-Arabien.
Aston Villa skal spille Champions League, når den nye sæson ser dagens lys.
Dog ser det ud til, at The Villans må undvære en stor stjerne, når de træder ind i turneringen.
I hvert fald meldes Moussa Diaby på plads i en ny klub.
Og det bliver ikke i Europa, at karrieren skal fortsætte.
Ifølge Fabrizio Romano har den franske hurtigløber allerede sagt takket ja til saudiarabiske Al Ittihads tilbud.
Her kommer Diaby angiveligt til at skrive under på en femårig kontrakt, såfremt Aston Villa og saudiaraberne kan nå til enighed.
Det tyder noget på, at de sagtens kan, da Romano melder, at klubberne har en mundtlig aftale på plads om en transfersum på 60 millioner euro, hvilket svarer til cirka 450 millioner danske kroner.
Således tyder det på, at Diabys tid i Premier League, allerede er slut efter bare ét enkelt år i Aston Villa.
Den 25-årige franskmand kom til klubben sidste sommer fra Bayer Leverkusen, og egentlig har han kontrakt med Villa frem til 2028.
I sin første – og formentlig eneste – sæson i klubben blev det til svimlende 54 optrædener i alle turneringer, hvor Diaby bidrog med 10 scoringer og ni oplæg.