AaB henter Hvidovre-profil øjeblikkeligt
AaB kan lørdag formiddag fortælle, at man har indgået en aftale med Hvidovre IF’s Marc Nielsen, som gælder øjeblikkeligt.
AaB kunne tidligere i juli måned fortælle, at man havde indgået en aftale med Hvidovre IF’s Marc Nielsen.
Aftalen ville dog først gælde fra årsskiftet, hvor Marc Nielsens kontrakt i Hvidovre IF ville udløbe. Men det er der nu lavet om på.
Således kan AaB lørdag formiddag fortælle, at man har indgået en aftale med Marc Nielsen, som nu skifter til den nordjyske traditionsklub med øjeblikkelig virkning.
Og den hurtige afklaring vækker stor glæde i AaB, som melder om et godt og konstruktivt forløb mellem de to klubber.
– Vi er rigtig glade for, at vi sammen med Hvidovre IF kunne nå til enighed om, at Marc Nielsen nu bliver en del af vores klub, så han med sine kvaliteter kan være med til at bidrage til holdet allerede her i efterårssæsonen, siger AaB’s sportsdirektør James Gow.
Også hos Marc Nielsen er der stor glæde over det øjeblikkelige skifte.
– Jeg er utrolig glad for, at det hele har flasket sig således, at jeg nu er AaB-spiller. AaB er en kæmpe klub, der skal være en fast del af 3F Superligaen – og gerne i den øvre halvdel på sigt – og det er jeg sikker på, at klubben nok skal blive.
– Der er et rigtig stærkt set up i klubben med flotte faciliteter, en dygtig trænerstab og en stærk spillertrup, og jeg ser meget frem til samarbejdet med Menno (van Dam, red.), som, jeg er sikker på, kan være med til at udvikle mig, siger Marc Nielsen.
Det oplyses, at Marc Nielsen får trøjenummer fem i AaB.
Han har allerede første træning med sine nye holdkammerater i løbet af lørdag.
Aftalen mellem Marc Nielsen og AaB løber frem til sommeren 2028.
Superliga transferoverblik: Se alle handler i sommeren 2024