Morten Wieghorst overtager midlertidigt efter Hjulmand
Morten Wieghorst er midlertidig landstræner, oplyser DBU i kølvandet på Kasper Hjulmands fratrædelse.
Kasper Hjulmand er færdig som landstræner for Herrelandsholdet.
Og imens at DBU overvejer den vakante stilling, så overtager Morten Wieghorst landstrænerposten ind til nytår.
Det oplyser DBU i kølvandet på fredagens nyhed, og Peter Møller glæder sig over, at den tidligere assistent har takket ja til opgaven.
– Wieghorst er en toptræner med erfaring fra store danske klubber og som U21-landstræner, og han har alt det, der skal til for at føre holdet videre i den næste periode, udtaler fodbolddirektør, Peter Møller, og fortsætter:
– Han kender holdet, spillerne, staben og måden, vi gerne vil spille og udtrykke os på, når landsholdet spiller. Morten har været loyal over for Kasper, men vil naturligvis den kommende tid sætte sit eget præg på holdet, lyder det fra Møller.
Morten Wieghorst er stolt over udnævnelsen og takker for tilliden hos DBU og Peter Møller.
– Det er selvfølgelig en stor ære og et stort skulderklap, at DBU i denne situation har valgt, at jeg skal være landstræner. Vi har en fantastisk talentmasse i dansk fodbold, og jeg glæder mig meget til at tage fat på opgaverne til efteråret.
– Jeg vil sammen med staben og spillerne give alt for, at vi kan opnå succes i de spændende kampe i Nations League, og at danskerne kan være stolte over deres landshold, udtaler Morten Wieghorst.
Morten Wieghorst har tidligere stået i spidsen for AaB, AGF, FC Nordsjælland og Danmarks U21-landshold.