Fábregas får lang kontrakt i Serie A-klub
Cesc Fábregas blev tidligere på året forfremmet til cheftræner i Como 1907, og nu står det klart, at man satser stort på den tidligere spanske profil i stillingen.
‘Four more years’…
Como er nyt mandskab i Serie A, og det bliver også en ny træner, der skal føre klubben gennem den første sæson i det fineste italienske fodboldselskab.
Cesc Fábregas er navnet. I en del af den seneste sæson agerede han midlertidig cheftræner i klubben, men nu kan ‘midlertidig’ slettes og erstattes med ‘permanent’.
Como kan således fredag eftermiddag berette, at man har indgået en længerevarende aftale med Fábregas, der altså bliver ny cheftræner i klubben.
Nærmere bestemt er der tale om en kontrakt gældende for de kommende fire år.
Fábregas overtager således jobbet fra Osian Roberts, der i den seneste sæson førte Como det sidste stykke mod oprykningen til Serie A. Og det glæder den tidligere midtbaneprofil.
– Jeg er så glad for at starte denne sæson som cheftræner, og jeg takker ejerkredsen for at have tillid til mig. Jeg deler klubbens ambitioner og tror, at dette kun er starten på klubbens rejse. Det bliver en hård og vigtig sæson, men jeg og resten af trænerstaben er klar, og vi tror alle på det, lyder det fra Fábregas.
Det er dog ikke fordi Osian Roberts forlader klubben.
Han skal i stedet besidde stillingen som udviklingschef i klubben, hvilket i øvrigt hele tiden har været planen.
Cesc Fábregas og Como starter sæsonen med en svær opgave, når klubben gæster mægtige Juventus i Torino. Kampen finder sted den 19. august klokken 20:45.