Bombe! Kasper Hjulmand stopper som landstræner
Kasper Hjulmand er færdig som landstræner, meddeler DBU fredag.
Kasper Hjulmand har valgt at fratræde som landstræner.
DBU skriver fredag, at Hjulmand har ønsket at stoppe som landstræner for Herrelandsholdet, og derfor er parterne blevet enige om at ophæve kontrakten.
Fodbolddirektør Peter Møller og Kasper Hjulmand har haft flere snakke i kølvandet på sommerens EM, og her er Hjulmand kommet frem til, at Herrelandsholdet har brug for ny energi, oplyser forbundet.
52-årige Hjulmand overtog landstrænerposten i 2020 efter Åge Hareide, og Peter Møller sender en stor hyldest afsted til den afgående landstræner.
– Kasper har leveret en fantastisk præstation som landstræner og har rykket dansk fodbold og landsholdet på en lang række områder. Hans resultater for en nation som Danmark er helt i top, og han har en kæmpe andel i, at danskerne står i kø for at komme ind og se Herrelandsholdet spille i Parken hver eneste gang.
– Det er en stor dansk landstræner, vi siger farvel til og skylder en kæmpe tak, udtaler Peter Møller.
Hjulmands kontrakt med DBU havde først udløb i sommeren 2026. Forbundet oplyser, at Morten Wieghorst overtager som midlertidig landstræner.
Læs hans tanker om udnævnelsen her:
Morten Wieghorst overtager midlertidigt efter Hjulmand