
Randers-chef om ny angriber: Minder lidt om Fuseni
Mohamed Touré er ny angriber i Randers FC, og klubbens sportschef ser ligheder mellem ham og forårsprofilen Mohammed Fuseini

Mohammed Fuseini tog Randers FC og Superligaen med storm med sine ni mål i de 16 kampe han nåede for klubben.
Nu er han fortid, og onsdag har klubben præsenteret fremtiden: Og han hedder Mohamed Touré.
Den 20-årige angriber besidder mange af de samme kvaliteter som forgængeren, lyder det fra sportschef Søren Pedersen.
– Mohamed Touré er en talentfuld og særdeles spændende ung spiller, som besidder et stort potentiale. Vi tror på, at vi kan forløse hans store potentiale her i Randers FC, så vi kan få rigtig meget ud af ham sportsligt, men også som en god business case på et senere tidspunkt, beretter sportsdirektør Søren Pedersen om den 20-årige angriber.
Sportsdirektøren har tidligere udtalte, at han gerne havde beholdt forgængeren Mohammed Fuseini, som kun var i Randers FC på en lejekontrakt.

Nu er Touré ankommet, og der er ligheder mellem de to spillere.
– Mohamed Touré er en powerfuld spiller med rigtig meget fart, som kan true dybt. Uden at det skal være en 100 procent sammenligning, så kan han give os lidt a la det samme som Mohammed Fuseini gav os.
– Touré har også gode driblefærdigheder og en god fysik, men den mest iøjnefaldende kompetence er hans fart, slutter Søren Pedersen.
Den australsk-ghanesiske angriber har underskrevet en fireårig kontrakt i Randers FC. Han kommer til fra franske Stade de Reims.