
Officielt: Hillerød henter Pingel-afløseren Monday
Hillerød har netop offentliggjort, at man har hentet en ny angriber til klubben, som man håber kan fylde det store hul, som Sebastian Pingel har efterladt sig.

Hillerød har gaflet Monday Etim i FC Helsingør.
Det har klubben bekræftet onsdag eftermiddag på sin hjemmeside, hvor klubben også bekræfter, at Etim har skrevet under på en kontrakt, som løber frem til 2026.
I samme ombæring fortæller administrerende direktør i klubben, Jackie Rasmussen, at man håber, at Monday Etim kan tage over for Sebastian Pingel, der er taget til AC Horsens.

– Efter Pingels afgang har vi kigget efter en eller flere, der kunne tage over. I Monday får vi en spiller, der kan lidt af det hele – han kan spille helt fremme og samtidig komme fra siden.
– Hans fart er voldsom, og i vores miljø med staben bag ham kommer vi til at se en helt anden spiller. Jeg er utrolig glad for, at det lykkedes at få Monday.
– Han kan blive vigtig for vores i forvejen spændende offensiv. Jeg har kunnet mærke på Monday hele vejen igennem, hvor meget han ville spille for os – det vægter højt i vores system, og det er gengældt, fortæller Rasmussen.
Tiltroen er så stor, at Hillerød har valgt at give Monday Etim trøjenummer 9, og den 25-årige nigerianer er også i spil til Hillerøds første NordicBet Liga-kamp.
Den spilles på søndag, når Hobro IK kommer på besøg på Right to Dream Park.
Du kan se kampen på Viaplay, når den sparkes i gang klokken 16:00.