Næstved henter ung angriber med fortid i Brøndby og AaB
Han har tidligere spillet på akademierne hos både Brøndby IF og AaB, men nu er han klar til at tørne ud for Næstved Boldklub i 2. Division.
Patrick Allentoft er klar til at tørne ud for Næstved Boldklub i den kommende sæson.
Det står klart onsdag, hvor den 19-årige angriber er præsenteret i den sydsjællandske 2. Divisionsklub.
Allentoft har tidligere spillet på akademierne hos både Brøndby IF og AaB, men nu har en succesfuld prøvetræning banet vejen for en aftale med Næstved.
– Jeg har fået et rigtig godt indtryk af klubben siden første samtale og har nu trænet med to ugers tid. Muligheden opstod faktisk lidt tilfældigt, men da først dialogen begyndte, og jeg fornemmede miljøet og projektet, voksede min motivation for at være en del af det hele, udtaler Allentoft.
– Efter mange år på Brøndby og AaB akademihold, er jeg sulten på seniorbold, og glæder mig helt vildt til at tage næste skridt sammen med en klub, der ligesom mig selv har noget at kæmpe for, lyder det fra angriberen.
Næstveds fodboldchef er også tilfreds med den nye tilføjelse til spillertruppen.
– Igennem vores netværk fik vi anbefalet at se nærmere på Patrick og det har vi gjort igennem de sidste to uger.
– Vi har været tilfredse med det vi har set og kan se hans potentiale, selvom han endnu ikke er på 100 procent qua sin tidligere skade. I sin tid, da vi tog Freitag ind var det en meget sammenlignelig case, og vi syntes et eller andet sted, at det er landet et meget godt sted, så planen med Patrick er at løse ham på samme måde, udtaler Kenneth Gangsted.
Næstved Boldklub rykkede ud af NordicBet Ligaen i sidste sæson og er derfor at finde i 2. Division.