Lægger sig ikke uden kamp: Han har mange år på kontrakten
Newcastle har ikke i sinde at miste Eddie Howe, der angiveligt er i spil til jobbet som Englands næste landstræner efter Gareth Southgates opsigelse.
Eddie Howe er højt på listen over det engelske fodboldforbunds kandidater som ny landstræner.
Det skriver The Guardian, men de tilføjer, at Howes nuværende arbejdsgiver, Newcastle United, ikke har i sinde at lægge sig uden kamp.
Mediet skriver, at der er en frikøbsklausul på godt 45 millioner kroner i Howes nuværende aftale med The Magpies.
Men i det nordlige England vil de ikke tage imod en forespørgsel fra FA med åbne arme.
– Jeg vil ikke gå i detaljer omkring hans kontrakt, men han er på en mangeårig aftale, som blev forlænget sidste år, siger Darren Eales, der er ny CEO i klubben.
Til spørgsmålet om, om Newcastle er klar til at kæmpe for at holde på Howe er svaret også klart.
– Så absolut. Eddie er en fantastisk træner, og vi meget forpligtede til ham, siger Eales.
Ifølge Eales ‘elsker’ Eddie Howe det daglige arbejde, der er i klubfodbold, som vil være en mangel, hvis han skulle blive landstræner.
Gareth Southgate meddelte tirsdag, at han forlader jobbet som engelsk landstræner efter otte år på den hårde post.
Det har naturligvis hurtigt fået rygterne til at svirre: Hvem tager over?
46-årige Howe er et varmt navn, men også landsmanden Graham Potters navn dukker op. Ligesom Mauricio Pochettino bliver tippet til det ledige sæde.
Det absolut største navn, der er blevet kædet sammen med jobbet, er Manchester Citys cheftræner Pep Guardiola. Det kan du læse mere om her.
Medie: England vil have Pep Guardiola som landstræner