AC Horsens henter Hausner på lang kontrakt
Sebastian Hausner er præsenteret i AC Horsens, hvor den 24-årige stopper har underskrevet en fireårig kontrakt.
Sebastian Hausner er onsdag blevet præsenteret i barndomsklubben AC Horsens.
Den 24-årige midterforsvarer er hentet i svenske IFK Göteborg, og han har underskrevet en kontrakt, som binder ham til klubben indtil sommeren 2028.
Hausner har onsdag bestået lægetjekket, og klubbens sportsdirektør Esben Hansen glæder sig over ankomsten af den defensive styrmand.
– Vi er glade for, at vi kan tiltrække en spiller af Sebastians kaliber, og det er altid dejligt at hente dygtige spillere med en fortid i klubben. Han er en spiller på vej ind i den bedste fodboldalder, og han har bevist, at han kan begå sig i Superligaen og i Allsvenskan, og vi har store forventninger til ham.
– Han har stået højt på vores ønskeliste, og vi glæder os til at se ham på Nordstern Arena Horsens igen, lyder det fra sportsdirektør Esben Hansen.
Sebastian Hausner har foruden IFK Göteborg også tørnet ud for AGF, hvis akademi han skiftede til i 2015. Han nåede 98 kampe for aarhusianerne.
Hausner er vendt hjem: En ‘no-brainer’Hausner er tildelt trøjenummer fire i AC Horsens.