
Officielt: Hobro henter gammel kending i Sverige
Hobro IK har tirsdag eftermiddag afsløret, hvem der skal afløse Mads Freundlich, som tidligere på dagen blev solgt til Silkeborg – og det er blevet Zander Hyltoft, der har en fortid i klubben.

Tirsdag offentliggjorde Hobro, at man havde solgt midtbanespilleren Mads Freundlich til Silkeborg IF.
Nu har nordjyderne allerede lappet hullet på midtbanen med den gamle kending Zander Hyltoft.
Den 28-årige midtbanespiller fik nemlig ophævet sin kontrakt i den svenske klub Trelleborg, som spiller i den næstbedste svenske række.

Således har Hyltoft trænet med i sin barndomsklub den sidste uges tid, og nu er timingen helt perfekt ifølge Hobros tekniske chef, Lars Justesen.
– Zander er en spiller, vi har haft på vores radar i en årrække, og nu er timingen rigtig for alle parter.
– Zander er en solid og stærk central midtbanespiller med et enormt løbepensum, der både kommer til at bidrage med spillet på banen, men også i omklædningsrummet.
– Vi er rigtig glade for tilgangen af Zander samt at vi hurtigt har fundet en fuldgod erstatning for Mads Freundlich, lyder det fra Justesen i en pressemeddelelse.
Zander Hyltoft kom igennem ungdomsrækkerne i Hobro, før han i 2016 drog videre til Vejgaard.
Sidenhen har fodbolden bragt nordjyden forbi Jammerbugt, Sacred Heart i USA, Vendsyssel og senest Trelleborg i Sverige.
Den 28-årige midtbanespiller har stadig sin førsteholdsdebut i Hobro til gode.