NordicBet Ligaen

Tidl. Viborg-talent erstatter Simon Jakobsen i Hobro

Hobro IK har forstærket defensiven få dage før sæsonstart med købet af Oliver Friis Dorph.

Oliver Dorph præsenteret i Hobro foran klublogoet
Foto: Hobro IK

Oliver Dorph er nyeste tilføjelse til Hobro IK’s NordicBet Liga-mandskab.

Det står klart tirsdag, hvor den 20-årige midterforsvarer er præsenteret i klubben. Han er hentet i Skive IK fra 2. Division.

Dorph har underskrevet en treårig kontrakt med Hobro, og der er stor glæde i klubben over tilgangen af det tidligere Viborg-talent.

– Vi har fulgt Oliver i løbet af sæsonen og set ham spille flere kampe, hvor vi er blevet bekræftet i, hvilket potentiale han besidder. Med Simon Jakobsens karrierestop blev Oliver den oplagte erstatning, hvor han med sin fysiske pakke har flere af de samme kvaliteter som vores tidligere anfører havde, udtaler Hobros teknisk chef, Lars Justesen.

Oliver Dorph præsenteret i Hobro foran klublogoet
Foto: Hobro IK

– Oliver er en stor og stærk central forsvarsspiller, der er vant til at spille i den samme formation som os, hvilket gør integrationen til vores spillestil nemmere.

Oliver Dorph spillede 23 kampe for Skive IK i sidste sæson. Nu træder han ind i en fuldtidssetup i Hobro, og det glæder han sig til.

– Jeg glæder mig til at blive en del af Hobro IK og den spændende unge trup, som klubben har fået sat sammen, lyder det fra unge Dorph.

– Jeg har ikke kunne undgå at følge med i det flotte arbejde som klubben har lavet i forhold til at udvikle unge spillere og ikke mindst det at klubben tør give unge spillere chancen.

– Derfor ser jeg også utroligt meget frem til at blive en del af projektet samt et fuldtidssetup og dermed tage næste skridt i min egen udvikling, slutter Oliver Dorph.

Den 197 centimeter høje forsvarsspiller tager hul på NordicBet Liga-sæsonen på søndag, hvor Hillerød venter på udebane.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P