Rodri eller Yamal? På tide en spanier vinder Ballon d’Or
Ifølge Manchester City-stjernen Rodri må det være en spanier, der er favorit til at vinde prisen som verdens bedste spiller senere på året
Rodri er en ualmindeligt vigtig spiller for både klub- og landshold.
Og selvom han har vundet stort set alt på klub-niveau for Manchester City de seneste år er han ikke i tvivl om, at søndagens triumf er karrierens højdepunkt.
– Det er helt sikkert den bedste dag i min karriere, siger han ifølge Marca og fortsætter.
– Vi har skabt en familie. Vi er europamestre, selvom det er svært, og nu er vi det mest succesfulde hold i EM, siger han.
Ifølge Rodri har flere af spillerne været med til at vinde EM på ungdomsniveau, så det er en præstation, som har været længe undervejs.
– Det kan man bare se på mentaliteten i holdet. Den er fantastisk. Det er noget, som er blevet kultiveret og arbejdet på i lang tid, siger han.
Rodri blev efter kampen kåret til den bedste spiller ved EM-slutrunden, og senere på årets skal der som sædvanlig også kåres en vinder af Ballon d’Or.
Og den skal der stå et spansk navn på, mener City-profilen.
– Det er på tide, at det er en spanier, som vinder den pris, siger han.
Uvurderlige Rodri sad på banken i anden halvleg, da han måtte kapitulere med en skade i pausen. Her kunne han sidde og se sine holdkammerater køre englænderne ud af brættet i store perioder.
Officielt: Rodri kåret som EM’s bedste spiller