Ny angriber var et nøglemål for Manchester United
Manchester United har hentet Joshua Zirkzee i Bologna, og således kan klubbens nye sportsdirektør, Dan Ashworth, allerede krydse et stort mål for transfervinduet af.
Manchester United har fundet en konkurrent til Rasmus Højlund.
I den forgangne sæson var det egentlig Anthony Martial, men nu er han væk.
Således var ambitionen for sommerens transfervindue klokkeklar – der skulle en ny angriber til.
Det er der nu også kommet i hollandske Joshua Zirkzee.
– At hente endnu en angriber for at forstærke vores i forvejen stærke gruppe var et nøglemål denne sommer.
– Vi er glade for, at vi har formået at hente en spiller af Joshuas kaliber så tidligt i transfervinduet. Joshua er et fantastisk talent, som er klar til at gøre en forskel i United.
– Hans evne og ærgerrighed for at blive en verdensklasse spiller betyder, at han er en fantastisk tilføjelse til den trup, som vi er ved at bygge til næste sæson og mange flere, fortæller Uniteds nye sportsdirektør, Dan Ashworth.
Joshua Zirkzee har skrevet under på en femårig kontrakt med Manchester United, som løber frem til sommeren 2029.
Officielt: United henter hollandsk Højlund-konkurrent