– Bellingham skal holde sig væk fra opbygningsspillet
Jude Bellingham var flyttet længere op på banen i Englands seneste kamp, og det klædte både både ham og mandskabet, lyder det i den sidste udgave af vores podcast, EM Ambassaden.
I aften skal vinderen af EM 2024 findes på Olympiastadion i Berlin.
England er den ene af finaledeltagerne, og Southgates mandskab kommer ind til kampen med vind i sejlene.
I semifinalen mod Holland foldede det engelske spil sig endeligt ud, og det skyldes blandt andet, at verdensstjernen Jude Bellingham blev lagt ud på siden i en 4-3-3 formation.
Det mener ekspert Rasmus Breiner i dagens udgave af campo.dk’s podcast, EM Ambassaden.
– Det kan jo lyde lidt underligt, når man tænker på, hvor god en spiller Bellingham er, men nogen gange har han en tendens til at ville ned og have bolden hele tiden. Det gjorde han også i anden halvleg, og så faldt tempoet.
– Han skal holde sig væk fra opbygningsspillet og ligge sig længere op, hvor han er farlig. Jeg synes, det var opløftende at se, at man ændrede formation til kampen mod Holland, udtaler Breiner.
Hør hele optakten til søndagens store finale i dagens episode af EM Ambassaden. Find den, hvor du hører podcast.